Dit AI kompas
Dette AI Kompas er en guide, der hjælper dig med at forstå, hvordan vi bruger kunstig intelligens (AI) hos Eva Solo. Her får du en introduktion til, hvad AI er, og en forklaring af vores politikker og retningslinjer for ansvarlig brug af AI. Du vil også finde information om den platform, vi bruger i hverdagen, og hvordan den bliver en del af vores arbejdsprocesser.
Derudover viser vi eksempler på, hvordan AI kan bruges til og hvordan det kan skabe værdi for dig og Eva Solo, samt links til ressourcer, der kan lære dig mere om teknologien. Der er også information om, hvem du kan kontakte for hjælp, og hvordan du kan holde dig opdateret om de nyeste AI-trends.
Til sidst finder du en ordliste over vigtige AI-begreber, som kan hjælpe dig med at navigere i AI-verdenen. Formålet med dette AI kompas er at hjælpe dig med at forstå og anvende AI hos Eva Solo, så du kan drage fuld fordel af de mange muligheder, teknologien tilbyder.
Hvad er AI?
Kunstig intelligens, eller AI, er en bred betegnelse for teknologier, der gør det muligt for maskiner at udføre opgaver, som normalt kræver menneskelig intelligens. Ved hjælp af maskinlæring og avancerede algoritmer kan computerprogrammer lære af erfaring, analysere store datamængder, genkende mønstre og træffe beslutninger, nogenlunde som vi mennesker kan.
AI gør det muligt for maskiner at forstå sprog, genkende ansigter på billeder og endda køre biler uden menneskelig indblanding. Teknologien er allerede en fast del af vores dagligdag. Når vi søger på Google, får anbefalet en ny serie på Netflix eller ser målrettede reklamer på sociale medier, er AI-teknologi på spil.
Det kan virke som ren magi, når computerprogrammer skriver festsange eller skaber smukke billeder ud af ingenting. Men i virkeligheden er det matematik og mønstergenkendelse. Maskinerne hverken tænker eller har opfattelser; bag facaden er det blot en kompleks, men overbevisende efterligning af menneskelige processer.
Vores holdning og AI strategi
Hos Eva Solo mener vi, at både virksomhed og medarbejdere skal udforske og udnytte AI’s mange muligheder i det daglige arbejde såvel som i fritiden.
Vi forventer, at man som ansat holder sig opdateret og følger udviklingen – virksomheden vil også hjælpe med dette, og at medarbejderne opbygger viden og overblik over, hvordan kunstig intelligens bedst kan anvendes inden for virksomhedens forskellige områder.
Vores AI politik og retningslinjer
Hos Eva Solo opfordrer vi dig til at integrere AI-teknologi i dit daglige arbejde for at optimere og effektivisere arbejdsprocesser, så du – og virksomheden – kan spare tid og ressourcer. Det er dog vigtigt at bruge AI-teknologi med omtanke og være opmærksom på, hvilke informationer og data du deler. Som tommelfingerregel: Del aldrig oplysninger, som du ikke ville dele med en fremmed.
Nedenfor finder du vores AI-politik og retningslinjer i punktform:
- Datafortrolighed og -sikkerhed: Vær altid opmærksom på datafortrolighed. Undgå at indtaste eller dele følsomme oplysninger såsom persondata, finansielle data eller fortrolige firmaoplysninger i AI-systemer, medmindre du er sikker på, at det sker forsvarligt og i overensstemmelse med relevant lovgivning og almindelig sund fornuft.
- Ansvarlighed: Tag ansvar for dine handlinger og beslutninger når de er baseret på AI-genererede anbefalinger. AI er et værktøj til at assistere beslutningstagning, men det må ikke erstatte din egen dømmekraft og ansvarsfølelse.
- Kontinuerlig læring og udvikling: Hold dig opdateret med de nyeste udviklinger inden for AI teknologi og vær proaktiv i forhold til at lære nye færdigheder. Deltag i træningsprogrammer og workshops, der tilbydes af firmaet, for at forbedre dine evner i at bruge AI værktøjer effektivt (læs også afsnit “Hvordan kan jeg lære mere?”).
- Feedback og forbedring: Del dine oplevelser og feedback om AI-værktøjerne med dine kollegaer og ledelsen. Dette kan hjælpe med at forbedre de eksisterende systemer og processer samt identificere områder, hvor yderligere træning eller support kan være nødvendig.
Ved at følge disse retningslinjer sikrer vi en effektiv og ansvarlig anvendelse af AI-teknologi på tværs af hele virksomheden.
Vigtige forbehold
Husk, ChatGPT er en kunstig intelligens, ikke et moralske kompas.
Selvom den kan svare på (næsten) alt, har den ikke en menneskelig forståelse af etik og moral. Derfor er der nogle ting, vi skal være ekstra opmærksomme på ikke at benytte AI til, her kommer et par eksempler:
- Kriminelle formål: AI må aldrig bruges til at planlægge, udføre eller fremme ulovlige handlinger (f.eks. hacking, svindel eller fremstilling af ulovlige produkter).
- Personfølsomme oplysninger: Del aldrig data som CPR-numre, kontooplysninger, adgangskoder eller private oplysninger.
- Uautoriserede beslutninger: Brug ikke AI til at træffe juridiske, økonomiske eller sundhedsmæssige beslutninger uden menneskelig kontrol og vurdering.
- Urealistiske forventninger: Undgå at præsentere AI's resultater som absolutte sandheder – AI er ikke fejlfrit og kan lave fejl.
Formålet er at sikre, at værktøjet bruges konstruktivt. ChatGPT er et fremragende redskab, men det er trods alt bare en meget avanceret tekstgenerator uden menneskelig dømmekraft – derfor er din egen dømmekraft afgørende. Brug det med omtanke, men lad det ikke begrænse din kreativitet.
Eva Solos foretrukne platform – ChatGPT
ChatGPT findes både i en gratis og en betalt version. Den gratis version er tilgængelig for alle og er velegnet til opgaver som at besvare basale spørgsmål, generere standardindhold, udføre tekstbehandlingsopgaver og analysere data. Den passer godt til de fleste opgaver, men ikke den bedste løsning til meget data tunge og komplekse opgaver. Vær opmærksom på, at man kan opleve begrænset tilgængeligheden i travle perioder.
Den betalte version, ChatGPT Plus, tilbyder ekstra fordele, som kan være afgørende for mere komplekse og krævende opgaver. Med ChatGPT Plus får du adgang til:
- Forbedret ydeevne: Hurtigere svartider og mulighed for at håndtere større datamængder, hvilket er vigtigt for komplekse analyser og indholdsgenerering.
- Avancerede funktioner: Bedre forståelse af kontekst og generering af mere præcise og detaljerede svar.
- Prioriteret adgang: Kortere ventetid og højere pålidelighed, selv i perioder med høj belastning, hvilket sikrer stabil drift og effektivitet.
- Mere brugskapacitet: Plus-brugere har mulighed for flere anvendelser pr. dag og kan i højere grad benytte tjenesten uden afbrydelser.
- Adgang til de nyeste modeller: Plus-abonnementet giver tidlig adgang til de nyeste versioner af ChatGPT, som ofte inkluderer opdateringer og forbedrede funktioner.
Hvis du har behov for de ekstra kapaciteter og funktioner, som den betalte version tilbyder, skal du kontakte din nærmeste leder.
Praktiske hverdagsanvendelser af AI
- Svar på kundeanmeldelser: AI kan hjælpe med at udarbejde venlige og præcise svar på anmeldelser på platforme som Trustpilot og Facebook
- Oversættelse og kundeservice: AI kan hurtigt oversætte forespørgsler fra andre sprog og hjælpe med at formulere svar på alt fra svensk til swahili
- Dataanalyse og beholdningsstyring: Brug AI til at krydstjekke beholdningslister og sammenholde varenumre med lagerlokationer
- Kommunikation med internationale chauffører: AI kan fungere som en tolk og hjælpe lagerpersonalet med at kommunikere klart og effektivt med chauffører, uanset sprog.
- Gennemgang og opsummering af kontrakter: AI kan gennemlæse og opsummere komplekse kontrakter og juridiske dokumenter – husk at være kritisk.
- Plus brugere kan oprette Custom GPT’er hvor ChatGPT kan instrueres til at følge bestemte arbejdsgange, kigge i definerede dokumenter, foretage bestemte beregninger og meget andet. Custom GPT’er kan deles via link og benyttes af alle.
Inspiration og anvendelse
Der er oprettet en mappe til hver afdeling på I-drevet under I:\AI, hvor afdelingens ideastorm-ark er gemt. Disse ark indeholder idéer, projekter og opgaver, som afdelingen ønsker at løse ved hjælp af AI i fremtiden.
Desuden findes der på et ”Prompt bibliotek” hvor man kan gemme gode prompts som andre også kan benytte sig af, til repetitive opgaver. Dette findes under I:\AI. Man må meget gerne tilføje til ”biblioteket” eller lade sig inspirere.
Nedenfor er nogle eksempler på hvordan man kan lære mere om AI og lade sig inspirere.
Webinarer
Introduktion til ChatGPT: Gratis webinar fra Kursusfabrikken, der introducerer dig til ChatGPT og dens funktioner.
ChatGPT Hacks: Webinar fra Kursusfabrikken, hvor du lærer praktiske tips og tricks til at få mest muligt ud af ChatGPT.
Nyhedsbreve
Superhuman: Engelsk nyhedsbrev, der giver daglige opdateringer om udviklinger i AI-branchen.
Tim Frank Andersen: Dansk nyhedsbrev på LinkedIn, der giver ugentlige opdateringer om de nyeste AI-nyheder og trends.
AIgendaen: Dansk nyhedsbrev der samler vi de vigtigste AI-nyheder og -udviklinger relateret til ecommerce i et overskueligt format.
PODCASTS
Prompt: Ugentlig dansk podcast fra DR med aktuelle nyheder fra AI verden.
Værktøjer og ressourcer
syv.ai: Guide til effektiv brug af AI-prompting, som kan hjælpe dig med at få bedre og mere præcise resultater fra AI-modeller.
Kontaktpersoner i ESAIA-teamet
Hver afdeling har en ambassadør i ESAIA-teamet (ESAIA: Eva Solo AI Ambassadører). Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp vedrørende AI, kan du kontakte en af følgende kollegaer:
- Amalie (Indkøb)
- Henrik (DPU)
- Jakob (Salg)
- Karina (Kundeservice)
- Lisbeth (Økonomi)
- Kathrine E. (Salg)
- Anders (Marketing)
ESAIA-teamet mødes månedligt for at dele viden på tværs af afdelinger og står altid klar til at hjælpe dig.
God fornøjelse!
Ordliste og forklaringer på AI-begreber
AI står for "Artificial Intelligence" (kunstig intelligens på dansk). Det refererer til computere og systemer, der kan udføre opgaver, som normalt kræver menneskelig intelligens, såsom læring, ræsonnering, forståelse og interaktion med omgivelserne.
Prompts er de tekstinput eller spørgsmål, som brugere giver til AI-systemer for at få specifikke svar eller udføre opgaver. For sprogmodeller som GPT fungerer prompts som instruktioner, der guider modellen til at generere relevante og sammenhængende svar. Klare og præcise prompts er afgørende for effektiv interaktion mellem bruger og AI og maksimerer modellens potentiale til at skabe tekst, besvare spørgsmål og udvikle indhold. Effektiv brug af prompts kræver indsigt i både modellens styrker og begrænsninger.
En Custom GPT er en specialtilpasset version af en Generativ Præ-trænet Transformer (GPT), som er en type AI designet til at generere menneskelignende tekst baseret på input. Custom GPT’er kan tilpasses specifikke opgaver eller brancher ved at træne modellen på datasæt, der er relevante for den ønskede anvendelse.
Custom GPT'er bruges til at automatisere rutineopgaver som FAQ-besvarelser i kundeservice, indholdsoprettelse og dataanalyse. Ved at være trænet på specifikke data relateret til en virksomhed eller et specifikt emne kan Custom GPT'er give mere præcise og relevante svar. De hjælper med at spare tid og ressourcer ved at overtage opgaver, der normalt kræver menneskelig indgriben.
Kontakt et ESAIA-medlem, som vil hjælpe dig så vidt muligt med oprettelsen af en Custom GPT.